Trads: Meget store og meget små problemer
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: Aleppo, Brexit, Trump og ild i Hilda Heicks hår. Juletiden minder om, at der både er store og små problemer i verden – og at begge dele kan fylde meget i vores liv.
Der gik ild i Hilda Heicks hår i julen – og det er måske ikke verdens største problem, men alligevel er det en af de historier, jeg har brugt mest tid på at følge de forløbne dage:
Den folkekære sangerinde fortæller således i Ekstra Bladet, at det kunne være gået ’rigtigt galt’, da hun ville lægge julegaver under træet hjemme hos datteren Annette Heick. Hos Keld og Hilda Heick bruger de elektrisk lys på træet, mens Annette bruger levende lys, hvilket Hilda havde glemt.
”Jeg kom for tæt på det juletræslys, så der gik ild i mit pandehår, for jeg havde lak i håret,” fortæller hun og tilføjer, at hun heldigvis kunne slukke ilden med sine hænder.
I det hele taget har det været et hårdt år for Hilda Heick:
Hun er blevet opereret for slidgigt og en perforeret blindtarm; hun blev udskammet, da hun som dommer misforstod reglerne i Melodi Grand Prix; og, for det ikke skal være løgn, så røg akillessenen hos Keld Heick, så de begge i en periode måtte bruge rollator.
Jeg genfortæller historien, fordi den er et vældigt godt eksempel på, at der findes både meget store og meget små problemer – og at de for os alle sammen i den givne situation kan fylde lige meget. Lige i det øjeblik, der går ild i ens hår, er det – selvindlysende – et stort, stort problem.
Der er selvfølgelig problemer, som er større:
Ude i den store verden: Aleppo! Brexit! Trump! Putin! Global opvarmning! Flygtningekrise! Terror! Her i vores eget land: Selvmord! Drab! Overgreb! Undertrykkelse! Fattigdom!
Men vi kan jo ikke hver time, hver dag, hver uge, hvert år og hele tiden tænke på alt det allerværste, som sker omkring os. Sommetider har vi vores små problemer at tage os af, som i øjeblikket er ganske store. Ja, måske endda afgørende lige dér.
Jeg skulle for eksempel deltage i DR2’s Deadline 1. juledag om et temmelig tungt emne – nemlig det annus horribilis, som vi lige nu er på vej ud af. Da studieværten, Niels Krause-Kjær, ringede mig op ved 18-tiden, spurgte han mig, hvad jeg så som årets største problem:
”Lige nu har jeg faktisk et ganske stort problem – nemlig at finde kulør til den brune sovs, jeg skal have færdig til julemiddagen om et øjeblik.”
Helt bogstaveligt var det korrekt. Jeg gik op og ned ad Istedgade i det indre København for at finde den kulør, der skal til for at give sovsen den brune farve, som hører sig en andesteg til. Hjemme ventede gæsterne – og alle ved, hvor kedelig en brun sovs er, når den er lys… og alle ved, hvor glade alle er, når sovsen er lige, som den skal være.
Da jeg senere på aftenen så sad i Deadline og lagde ansigtet i de allermest alvorlige folder – vi talte trods alt om Vestens mulige kollaps – slog det mig pludseligt, hvor nemt vi evner at skifte mellem de meget store og de meget små problemer. Og, tænkte jeg, hvor er det egentligt godt:
Menneskets overlevelsesdrift er nemlig imponerende. Det gælder for os, der lever i den rige, den privilegerede del af verden – og det gælder i den grad for dem, som er så uheldige at leve i den fattige, den underudviklede og decideret livsfarlige del af kloden.
Tænk på alle de hverdagens helte, som dukker op i vores nyhedsstrøm – selv de steder, hvor det hele ser dybt, dybt ulykkeligt ud. Tænk på alle de drenge og piger, som lige nu slipper ud af Aleppos helvede, mens barmhjertige hjælpearbejdere gør alt for at give dem lidt lykke.
Og hvad er så lykken for de drenge og piger, som er på vej ud? Ja, det er i første omgang noget meget, meget jordnært. Ikke en abstrakt fred og våbenhvile. Bare, som en syrisk dreng på en vel otte-ti år sagde på et tv-klip, jeg faldt over, en fodbold, som han og vennerne kunne spille med.
Sådan er vores liv jo. Der er store og små problemer. Og når vi ikke rigtigt kan overskue at løse de allerstørste, ja, så kan vi i det mindste prøve på at hjælpe med at løse de små. Hvad enten det er ild i håret, manglende kulør eller at skaffe en fodbold til en dreng på flugt.
Lad os huske det. Så skal verden nok blive bedre. I det mindste i et øjeblik.
---
David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Flemming Chr. Nielsen: Egon Excel og hans topskat
Cordua: Året, der gik i rød blok
