Nyt notat: Unødvendigt at skrotte PSO-afgift

ENERGI: Støtten til grøn energi behøver ikke at ende på finansloven for at leve op til EU's regler, viser nyt notat.

Det er slet ikke nødvendigt, at regeringen flytter hele finansieringen af PSO-ordningen over på finansloven.

Ifølge et nyt notat fra Ea Energianalyse fremgår det nemlig, at EU allerede har godkendt måder at finansiere den grønne omstilling i andre lande, som minder om den eksisterende danske ordning.

Der er derfor mindre vidtgående muligheder end at afskaffe PSO-ordningen, sådan som regeringen har foreslået, lyder det fra Danmarks Vindmølleforening, der har bedt Ea Energianalyse lave notatet.

LÆS OGSÅ: Forstå slagsmålet om PSO-afgiften

“Når man følger debatten, lyder det jo som om, at EU mener, hele ordningen er ulovlig. Men det er altså ikke værre, end en justering kan rette op på det. Den danske ordning kan bare tilpasses, og endda på forskellige måder, viser notatet. Den nuancering, synes jeg, er gået tabt,” siger Asbjørn Bjerre, direktør i Danmarks Vindmølleforening.

R: Regeringen overimplementerer
Han foreslår konkret, at politikerne undersøger den tjekkiske og tyske model for finansiering af grøn energi nærmere, da de minder om den danske PSO-ordning. (Se indlæg af Asbjørn Bjerre her).

Med PSO-afgiften har private forbrugere og virksomheder betalt til vindmøller og andre vedvarende energi-investeringer over deres elregning. Men regeringen vil afskaffe PSO-afgiften og i stedet finde midlerne til den grønne omstilling på finansloven.

Radikales energiordfører, Andreas Steenberg, mener, at det er oplagt at se på modeller, som minder om den danske PSO-ordning fremfor at lægge finansieringen over på finansloven.

“Det er selvfølgelig muligt at finde en model, som minder om vores, og som EU vil godkende. Men det har ikke været vores indtryk, at regeringen oprigtigt har ønsket at gå den vej. Her har man set det som en kærkommen lejlighed til at afskaffe hele ordningen,” siger Andreas Steenberg.

“Normalt er regeringen imod at overimplementere ting fra EU, men her må man sige, at de virkelig gør det,” tilføjer den radikale ordfører.

Løser problem én gang for alle
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) fortæller, at regeringen allerede har set indgående på forskellige modeller, der kan leve op til kritikken fra EU-Kommissionen. Og regeringen er landet på, at den bedste løsning for samfundsøkonomien er at afskaffe PSO-afgiften for i stedet at finansiere den grønne omstilling over finansloven.

“Finanslovsløsningen har også den store fordel, at den løser EU-kritikken én gang for alle. Det gør de andre løsninger ikke nødvendigvis," siger Lars Chr. Lilleholt.

Regeringen kom med sit udspil til en ændring af PSO-løsningen før sommerferien, men det har endnu ikke været muligt at få en politisk aftale. EU-Kommissionen kræver, at en løsning skal være på plads inden nytår.

Læs hele artiklen på Altinget: energi og klima (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Prøv quizzen: Hvor meget ved du om politik i 90'erne? Prøv quizzen: Hvor meget ved du om politik i 90'erne? Næste artikel Dronningen udsætter statsbesøg til Tyrkiet Dronningen udsætter statsbesøg til Tyrkiet