Landbrugspakken kan blive et image-selvmål

LANDBRUG: Landbrugspakken kan ende som en lobby-pyrrhus-sejr, og landbruget risikerer at miste opbakning. Sådan lyder vurderingen fra rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose.

Sagen om den omstridte landbrugspakke kan meget vel komme til at koste landmænd og landbrugslobbyen dyrt i opbakning og image. Det skriver rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose i deres ugentlige mandagsklumme, Mandagstræneren, på Altinget.

”Imageskaden er sket; de forgangne ugers ikke-overbevisende kommunikation fra såvel erhverv som regering har været et foreløbigt klimaks, hvor et presset erhverv har meldt sig ud af nutids-danmark,” skriver Hegelund og Mose i deres klumme.

De peger på, at hvis der bliver efterladt et indtryk af, at landbruget ”er et selvoptaget erhverv af i går – uden føling med nutidens evidenskrav og normer” risikerer landmændende at ende som endnu et solnedgangserhverv. På linje med typografer og skibsværfter, noterer Hegelund og Mose sig.

LÆS OGSÅ: Landbrugspakke: Sådan ser miljøregnskabet ud 

Bæredygtigt Landbrugs indtog
Landbrugspakkens forståelseskløft skyldes blandt andet demografiske årsager. I Danmark er der bare omkring 12.000 fuldtidslandmænd tilbage, og i mange år har der været tradition for oprørsbevægelser i landbruget. Den historie bærer Bæredygtigt Landbrug for tiden videre, skriver rådgiver- og forfatterparret.

”Moderne lobby-metoder har Bæredygtigt Landbrug ikke givet et hammerslag for: Retssager og tilsvining af modstandere har været våbnet,” skriver Hegelund og Mose.

Imagekampagne synes spildt
Selvom den store og mere pragmatiske organisation Landbrug og Fødevarer på Axelborg har brugt op mod 100 millioner kroner på et nyt imageprojekt, er det alligevel lykkedes Bæredygtigt Landbrug at få sin faste gang på Christiansborg og Slotsholmen under Venstre-regeringen. Og det til Axelborg-lobbyisternes store irritation. Tidligere blev Bæredygtigt Landbrug ellers holdt helt uden for indflydelse på grund af sine rabiate metoder, skriver Hegelund og Mose i deres klumme.

På Axelborg tilskrives Bæredygtigt Landbrugs succes Venstre-politikeren Søren Gades direktør-exit fra Landbrug & Fødevarer. Analysen lyder, at Søren Gade er vred på Axelborg.

”For hver dag, der går, er én ting sikker: Landbrugets milliondyre image-kampagne for at tækkes bybefolkningen synes mere og mere spildt, mens advokatudgifter til også Axelborgs nye lobby-våben, retssager mod det offentlige, løber op,” skriver Hegelund og Mose.

Væk fra vælgerne
Samtidig peger rådgiver- og forfatterparret på, at de bønder, der havde set frem til at kræve yderligere lempelser fra regeringen efter landbrugspakken var vedtaget, må indstille sig på, at det nu bliver op ad bakke.

”Den dårligt forklarede sag har flyttet fødevare-erhvervet endnu længere væk fra den nutidige vælger – og dermed fra adgang til samfundsløsningen,” skriver Hegelund og Mose.

Læs hele Susanne Hegelund og Peter Moses klumme 'Mandagstræneren' her.

Forrige artikel Grafik: Hundrede år med Konservative Grafik: Hundrede år med Konservative Næste artikel Carsten Hansen stiller op til kommunalvalget Carsten Hansen stiller op til kommunalvalget