Kjer: Forbrugerrådet skræmmer unødigt om kemi

KEMI: Forbrugerrådets rådgivning om kemi kan føre til forvirring og unødig bekymring hos forbrugerne, lyder det fra miljøministeren. Forbrugerrådet afviser kritikken.

Rød, gul eller grøn.

Denne trafiklys-inspirerede farveskala bruger Forbrugerrådet Tænk Kemi i sin rådgivning af befolkningen om problematisk kemi i forbrugerprodukter. Men den tilgang får nu kritik af miljøminister Eva Kjer Hansen (V).

Eva Kjer Hansen mener, at stop-lys-farverne kan ”føre til forvirring og unødig bekymring hos forbrugerne,” skriver hun i et nyt svar til Folketinget.

Forbrugerrådet Tænk Kemi blev oprettet af SR-regeringen i 2014 som en vagthund, der skal oplyse borgerne om kemi i forbrugerprodukter. 

Lovlige produkter
I rådets farve-kode betyder gul, at der er stoffer i produktet, man skal være opmærksom på, mens rød betyder, at rådet fraråder produktet, hvis forbrugeren ønsker at undgå en række omdiskuterede kemikalier.

Men Eva Kjer Hansen påpeger, at produkterne, som får røde advarsler, kan være fuldt lovlige. 

”Når Forbrugerrådet TÆNK Kemi kommunikerer den viden, som de genererer for offentlige midler, så mener jeg, at man bør bestræbe sig på, at formidlingen sker nuanceret, særligt i relation til lovlige produkter der ikke udgør en risiko for forbrugerne. Både af hensyn til forbrugerne og til virksomhederne,” skriver Eva Kjer Hansen.

Afviser kritik
Forbrugerrådet Tænk Kemi afviser kritikken. Ifølge projektchef Claus Jørgensen er farveskalaen en velkendt og nem måde at give forbrugeren et valg.

”Vi skræmmer ikke forbrugerne. Vi oplyser dem og giver dem en mulighed for at tage et valg. Vi anviser altid alternativer,” siger han.

Han peger på, at forbrugerne ikke er beskyttet godt nok af de nuværende regler:

”Lovgivningen er ikke god nok. Vi har nogle stoffer, som i dyreforsøg giver uhensigtsmæssige effekter. Og vi ser også effekter på mennesker,” siger han. 

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Mogens Camre dømt for racisme i landsretten Mogens Camre dømt for racisme i landsretten Næste artikel Kristian Jensen får en næse for at ignorere flertal Kristian Jensen får en næse for at ignorere flertal