Arkitekter: Det er ikke planlovens skyld

Af Jesper Pagh
Direktør, Arkitektforeningen

”Frihed er en forudsætning for, at landdistrikterne kan udvikle sig i en positiv retning,” anfører Thomas Danielsen (V). Men frihed er bare et andet udtryk for ikke at have noget at miste, som Kris Kristoffersen synger, og i landdistrikterne har man for meget at miste til blot at blive overladt til den rå konkurrence, som vil være ét af resultaterne af Danielsens ønskede ’opgør’ med planloven.

I sin iver efter at ændre udviklingen i landdistrikterne har regeringen set sig blind på planloven. Men det er ikke planloven, der er skyld i den manglende udvikling i landdistrikterne; planloven og den koordinerede planlægning er det bedste redskab, vi har til at skabe udvikling i hele landet.

Øget polarisering mellem land og by
Allerede i 1957 boede ca. halvdelen af Danmarks befolkning i byer. Siden da er udviklingen kun gået i én retning, og de seneste 20-25 år har vi for alvor set den ganske omfattende skyggeside af urbaniseringen, som sammen med globaliseringen imidlertid også har bidraget gevaldigt til den økonomiske vækst i den samme periode.

Skyggesiden er naturligvis den store polarisering mellem land og by, som i forskellige afskygninger skinner igennem i stort set enhver diskussion om udvikling og planlægning i Danmark – fra behandling af børn med hjerteproblemer over afviklingen af lokale brandmandskorps og afstanden til den nærmeste skole og arbejdsplads til toiletforholdene på de danske badestrande og DSB’s billetpriser.

Det er et omfattende sammenfald af omstændigheder, som har ledt os til den nuværende situation, men ikke et tilfældigt sammenfald af omstændigheder, og ikke noget, der i sig selv har med planloven at gøre. Det er resultatet af globale forandringer i den politiske økonomi på den ene side, og en bevidst strategi om at København skulle være magneten, der skaffede vækst og velstand til hele landet – på den anden.

Det første forhold kan ingen dansk regering alene ændre på. Det sidste kan enhver dansk regering gøre noget ved – hvis de ved, hvad de skal gøre, og har modet til at prioritere.

Planloven virker
Man kan nemlig ikke prioritere alt lige højt hele tiden, og derfor blev resten af landet forfordelt, da man fra starten af 1990'erne for alvor koncentrerede store statslige investeringer i og omkring København. Sammen med de allerede nævnte udefrakommende omstændigheder, hvoraf afindustrialiseringen er én meget konkret afledt effekt, har omfattende centraliseringer og ikke mindst strukturreformen fra 2007 bidraget til, at der i dag er længere end nogensinde før fra land til by.

Hele områder af landet er efterladt uden offentlige institutioner eller infrastruktur af betydning, uden arbejdspladser, uden detailhandel – nogle steder med naturen som eneste tilbageværende ressource.

Alt dette er imidlertid i vid udstrækning et resultat af politiske prioriteringer, som med dygtig gennemført planlægning har ført til lige præcis det, der var meningen: København er i dag en konkurrencedygtig metropol, som tiltrækker arbejdspladser og investeringer fra hele verden. Den stagnation og tilbagegang, som opleves i resten af landet, kan i den sammenhæng betragtes som collateral damage – utilsigtede negative følgevirkninger af indsatsen …

Det er ikke planlovens skyld, men det er et bevis på, at den virker. Den udvikling, der ønskes politisk, kan hjælpes på vej igennem god og grundig koordineret planlægning.

Når vi nu skal til at rette op på de utilsigtede følgevirkninger af indsatsen, er midlet derfor akkurat det samme som det, der førte til dem: politiske prioriteringer fulgt op af dygtigt gennemført planlægning. Derfor går vejen til vækst og udvikling i hele landet ikke igennem en svækkelse, men en styrkelse af planloven og den koordinerede planlægning.

En styrkelse, som skal finde sted igennem en gennemgribende og gennemtænkt revision af hele plansystemet med udgangspunkt i den faglige viden og erfaring, uden hvilken alt vil blive overladt til markedets tilfælde, og hvor landdistrikterne nok vil få deres frihed, men ikke længere have noget at miste.

debat@altinget.dk