Knudsen: Pligtlæsning før nyt medieforlig

Vi har måske ikke lige lyst til at lære så meget af svenskerne for tiden, men på mindst et område er de bare dygtigere end os.

Det gælder mediepolitikken og forståelsen af, at stærke, mangfoldige, nationale medier er hele forudsætningen for, at der udøves den nødvendige kontrol med magthaverne på alle niveauer i et sundt demokrati.

Forståelsen af, at demokratiseringen af sandheden, som internettet er blevet kaldt, faktisk indebærer, at alting blandes i en uigennemskuelig pærevælling fra anonyme udsagn til kildedokumenterede oplysninger, fra verificerede til u-verificerede informationer, fra rygter til uafhængig, kritisk rapportering, fra information til desinformation og propaganda.

Og vi skal lære at navigere i det hele, hvis vi skal ende med at blive mere orienterede end desorienterede. Og endelig forståelsen af, at mediepolitikken bør tage udgangspunkt i et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv ikke i et snævert kulturpolitisk sigte.

Højpolitisk for eller imod DR
I Danmark bliver mediepolitiske diskussioner alt for ofte alt for hurtigt isoleret til at være et højpolitisk for eller imod DR. Hvad der er helt meningsløst. Ingen vil nedlægge DR.

Eller diskussionen bliver skarpvinklet til en kamp om penge og udbredelse mellem de private medier og de statsejede medier. Eller det bliver en uskøn kulturpolitisk kamp for eller imod bagedyster iblandet lidt regionalpolitik og lidt personlig mavefornemmelse, hvad det ikke bør være.

Mediepolitikken bør være genstand for en overordnet demokrati-diskussion. Den handler ikke bare om, hvordan vi indretter hele vores medielandskab. Den handler om udvikling og engagement i vores demokrati og fællesskab.

Den handler om borgernes ytrings- og informationsfrihed og dermed langt mere end klassisk kulturpolitik, og i det perspektiv også om de dominerende internationale aktører på medieområdet, retten til at være anonym, overvågningen på nettet og hele spørgsmålet om indsamlingen af vores private data.

11. marts i år udnævnte den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, (jeg er sikker på, at kulturminister Bertel Haarder (V) gerne ville have samme tilføjelse til sin ministertitel) Anette Novak til at være særlig udreder for en betænkning med titlen "En mediepolitik för framtiden". Opgaven var i første omgang en analyse af behovet for nye indsatser og så en endelig rapport med forslag til nye mediepolitiske værktøjer, som skal afleveres senest 30. april næste år. (Udvalgets arbejde kan følges her).

Balancekunst
Det interessante ved den første delbetænkning fra den svenske udreder, Anette Novak, er identificeringen af at antal "balancepunkter", som er afgørende for en positiv udvikling i medielandskabet, noterer hun sig.

Disse balancepunkter udgør faktisk en fremragende opskrift til danske politikere, som allerede nu burde gå i gang med at forberede det næste medieforlig og tænke over, hvad det skal indeholde. Og her kommer balancepunkterne i min forkortning og fordanskning.

1. Balancen mellem de uafhængige, kritiske journalister og de voksende kommunikationsafdelinger i den offentlige sektor i offentlige virksomheder, kommuner, regioner og staten. Kontrol og uafhængigt eftersyn af magten er forudsætningen for et sundt demokrati, og bliver de forsvarende kræfter stærkere end dem, der skal lave det kritiske eftersyn, så svigter balancen.
   
   
2. Balancen mellem åbenhed og beskyttelsen af den enkelte medborger. Hvad skal være omfattet af offentlighedsloven og mediernes mulighed for indsigt og kontrol, og hvor rammer ønsker om åbenhed sammen med behovet for at beskytte den enkeltes integritet.
   
   
3. Balancen mellem by og land. Der er sket en indholdsmæssig urbanisering, og journalistikken tager som regel udgangspunkt i storby-perspektivet. Samtidig er de lokale medier presset ressourcemæssigt til alene at fokusere på det unikke lokale indhold, der er deres eksistensberettigelse, mens de ikke har kræfter til at give et lokalt perspektiv på de nationale og internationale nyheder. Den svenske medierapport skriver faktisk ud fra et medborgerperspektiv og et demokratisk perspektiv, hvor vigtigt det er med gode bredbåndsforbindelser, så man ikke demokratisk taber stemmerne fra udkantsområderne i debatten.
   
   
4. Balancen mellem statslige og private medier. Her hedder det i den svenske mediebetænkning, at udviklingen for de private medier er under pres, og at der er en risiko for, at de offentligt finansierede medier vil få en mere dominerende rolle. Udmeldingen er derfor, at der skal skabes en balance økonomisk, som kan fastholde et bredt antal frie og uafhængige medier.
   
   
5. Balancen mellem dominerende aktører og andre. Betænkningen udtrykker bekymring for et privat mediemarked domineret af nogle ganske få kæmpestore aktører, som sætter scenen og bestemmer dansen og så alle de øvrige henvist til småtingsafdelingen.
   
   
6. Balancen mellem produktion og distribution. Eller sagt på en anden måde. Der bliver virkelig mange, der flytter rundt på indhold, deler og videresender, og straks meget færre, som producerer originalt, nyt indhold.
   
   
7. Balancen mellem de nationale og de globale medier. De globale aktører, som ikke selv bekoster indholdsproduktion eller betaler skat, de henter i stigende grad indtægter ud af det nationale mediemarked. De gør de nationale medier afhængige af deres teknologi og platforme. Og betænkningen peger på, at der burde skabes mere lige vilkår for nationale og internationale aktører, både hvad angår beskatning og lovreguleringer.
   
   
8. Balancen mellem medierne og medieforbrugerne. Den engagerede og ansvarlige medborger, som gerne vil deltage i at udvikle indhold, skal tages ved hånden og sikres kompetencer til at udnytte muligheden for selv at bidrage og deltage i demokratiet. Der skal skabes en borgerkompetence til at deltage i det moderne demokrati.
   
   
9. Balancen mellem dem, der tager ansvar, og dem, der ikke gør. Her problematiseres en debatkultur, som tillader de få med rygtespredning, desinformation og propaganda at tage magten over en gruppe seriøse debattører, som gerne vil tage ansvar, eller nogle professionelle medier, som er underlagt lovgivning.
   
   
10. Balancen mellem marked og publicistik. De klassiske medier med publicistisk ansvar presses på lønsomheden, samtidig med at nye medier uden samme ansvar og populistisk jagt på sensationer og underholdning formår at skabe en højere indtjening. Et stærk demokrati behøver en balance mellem de medier, som bidrager til folkeoplysningen og viden, og de medier, som alene jagter bedste afkast.
    
    
11. Balancen mellem staten og medieaktørerne. Markedet har det bedst uden statslig indblanding, hvis man ser til lande, hvor staten har for vane at regulere dybt i de medier, som støttes af staten. Men i de skandinaviske lande har vi en tradition for, at staten er god og ikke blander sig, selv om medierne får statsstøtte. Men hvordan skal statsstøtten se ud, så den sikrer lige præcis de balancepunkter, som er opregnet her.

Se disse balancepunkter ville det være nyttigt alle som en for de danske mediepolitikere at tage fat på at diskutere allerede nu, så et nyt mediepolitisk forlig ikke bliver den forenklede diskussion om DR, public service og pumpevand til nye små kreative nichemedier, men så diskussionen kommer til at handle om demokratiet og dets nødvendige kontrolfunktion – et stærkt, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab.

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fra 1. december direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har indtil fornylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hun har desuden haft en række fremtrædende bestyrelsesposter i den danske medieverden. Hver anden torsdag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

debat@altinget.dk