K: Vi er blevet smidt ud af forhandlingerne

FOLKESKOLEN: Konservative er ifølge formand Lars Barfoed smidt ud af forhandlingerne om folkeskolereformen. SF beskylder Barfoed for at lave et populistisk stunt.

Den konservative partiformand Lars Barfoed har netop forladt forhandlingerne om folkeskolereformen, og dermed står reformen nu i nye problemer.

"Vi var meget langt fra hinanden. Derfor har vi tilbudt at lave et forlig om alle de ting, vi kan blive enige om, og det er langt det meste," sagde Lars Barfoed efter godt en halv times forhandlinger i Ministeriet for Børn og Undervisning.

Konservative kan ikke acceptere en obligatorisk lektiecafé, som de øvrige partier kan blive enige om. Derudover ønsker Konservative en kortere skoledag.

På mødet fremlagde Lars Barfoed Konservatives "endelige bud." De forslog, at reformen skulle indeholde et maksimum på 28 timer om ugen for de yngste elever, 30 timer for mellemtrin og 32 timer for de ældste elever i folkeskolen. Men det takkede børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) nej tak til.

Regeringen fremsatte tidligere på dagen et kompromis-forslag til Konservative, som gik på at skære i antallet af timer per uge fra 35 til 33 for eleverne på de mellemste klassetrin.

Det har Konservative ikke kunnet acceptere, og dermed er forligspartierne meget langt fra et kompromis.

SF: Dybt uansvarligt
Det ærgrer SF's folkeskoleordfører, Pernille Vigsø Bagge.

"Regeringen har givet indrømmelser undervejs, men det er jo ikke muligt at nå til en forståelse med et parti, der spekulerer mest i, hvor meget TV-tid de kan få. Jeg kan blive helt i tvivl om, hvor meget af reformen, de Konservative egentligt har forstået," skriver Pernille Vigsø Bagge i en pressemeddelelse.

Hun mener, Konservative har været useriøst gennem hele forhandlingsforløbet.

"Det er dybt uansvarligt, at de Konservative blokerer for det vigtigste løft af den danske folkeskole i en generation under to minutter i ringetid. Men i løbet af forhandlingerne er det blevet tydeligt, at de har været meget optaget af at promovere sig selv," lyder det fra Pernille Vigsø Bagge.

Det er endnu ikke sikkert, om Konservative vil vende tilbage til forhandlingsbordet.

Forrige artikel Sikkerhedsfilm på Folketingets ruder Næste artikel Folkeskoleforhandlinger fortsætter i dag Folkeskoleforhandlinger fortsætter i dag