Ny dansk Afghanistan-strategi på plads

DOKUMENTATION: De sidste brikker for Danmarks strategi i Afghanistan de kommende to år er faldet på plads. Læs aftalen her.

Regeringen har sammen med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vedtaget en toårig plan for den danske indsats i Afghanistan 2013-2014.

Ifølge planen vil der efter udgangen af 2014 ikke længere være danske kampenheder i Afghanistan. I stedet skal ansvaret for sikkerheden i Afghanistan i langt højere grad varetages af afghanerne selv. Samtidig vil Danmark også efter 2014 fortsat være til stede i landet med udviklingsbistand.

Forligspartierne og regeringen er enige om, at den civile indsats i tiden frem mod og efter 2014 skal vægte mere. På udviklingssiden vil Afghanistan blive den største modtager af dansk udviklingsbistand med i gennemsnit 530 mio. kr. per år i perioden 2013-2017.

"Med stigningen i udviklingsbistanden sender vi et signal om et langsigtet dansk partnerskab med Afghanistan i de kritiske år frem mod og efter 2014. Den nye plan sikrer, at bæredygtighed for den afghanske udvikling og kapacitetsopbygning af afghanske institutioner står helt centralt for en dansk civil indsats," siger udviklingsminister Christian Friis Bach i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Samtidig vil vi holde den afghanske regering fast i deres løfter om konkrete fremskridt på områder som overholdelse af menneskerettigheder, valgafholdelse og korruptionsbekæmpelse. Det skal have konsekvenser for bistanden, hvis afghanerne ikke leverer på deres forpligtelser."

Læs hele aftalen her.

Forrige artikel Venstre får nyt logo Venstre får nyt logo Næste artikel Hjerteforening tvivler på udrednings-ret Hjerteforening tvivler på udrednings-ret