Københavns Kommune vil etablere demensvenlig bydel i Vanløse
EKSPERIMENT: Københavns Kommune vil som landets første kommune etablere en demensvenlig bydel. Alzheimerforeningen håber, at andre kommuner vil følge trop.
Hvis en dementramt borger fremover farer vild i Vanløse, vil der være kyndig hjælp at hente fra lokale borgere, i butikker eller fra ansatte i børnehaver og skoler.
Som den første kommune i landet har Københavns Kommune nemlig besluttet sig for at oprette en demensvenlig bydel i Vanløse.
”Vi håber, at borgere med demens og deres pårørende i lokalområdet oplever, at deres hverdag bliver nemmere på grund af forsøget, at der er en større forståelse for, hvad det vil sige at være dement, og at de pårørende i højere grad også oplever, at de har nogle ressourcer at trække på,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), som sammen med byens ældreråd har taget initiativ til projektet.