Danskerne bliver ældre, mens pleje- og ældreboligerne bliver færre

ÆLDREPLEJE: Antallet af ældre- og plejeboliger er faldende, mens danskerne lever længere. Ældre Sagen efterlyser 25.000 nye plejeboliger frem mod 2030 for at sikre, at antallet af boliger modsvarer den demografiske udvikling.

Mens antallet af ældre er steget med omkring 25 procent fra 2010 til 2019, er andelen af ældre på 65 år eller derover, som bor i pleje- og ældreboliger, faldet med 6,4 procent i samme periode.

Det kan man se på nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at faldet i ældre danskere i pleje- og ældreboliger især er sket blandt ældre på 90 år eller derover. I 2010 boede 41,7 procent af ældre i denne aldersgruppe i en pleje- eller ældrebolig. I 2019 er tallet faldet til 33,1 procent.

Det sker samtidig med, at antallet af ældre- og plejeboliger er faldet fra 82.060 i 2010 til 78.580 i 2019, svarende til et fald på 4,2 procent.

Ældre Sagen anser situationen for meget kritisk.

Login