Danske seniorer: Der bør ikke herske tvivl om, at kriseforberedelse på plejehjem er kommunens ansvar

Dåsemad, vand på flaske og batteriradioer.

Danskerne er begyndt at "preppe" som aldrig før, og Beredskabsstyrelsen har også sendt e-post til os alle sammen for at få os til forberede os på naturkatastrofer, hybridangreb eller direkte terror og krig.

Det har naturligvis vakt en del bekymring, både hos almindelige borgere, men især for beboere og pårørende på plejehjem.

For de svageste beboere er helt afhængige af hjælp og kan ikke preppe selv - så hvem hjælper dem i krig og krise?

Et samarbejde mellem kommune og beredskab

Svaret bør være entydigt: Kriseforberedelse på plejehjem er kommunernes ansvar, og de skal i samarbejde med beredskaberne have planer klar.

Det burde være en selvfølge, men når der er usikkerhed både blandt borgere og medarbejdere på plejehjem, så har kommunerne jo svigtet opgaven med at kommunikere klart og tydeligt om deres forpligtelser – og man kan derfor ikke fortænke nogen i, at de bliver usikre på om utydeligheden skyldes, om kommunerne heller ikke selv er klar over opgaven eller er klar over opgavens omfang.

I Danmark har vi heldigvis et godt og stærkt beredskab, der træder til, når uvejr og ulykker rammer. De råder over udstyr og mandskab til at hjælpe os igennem krisen.

Når raske og hjemmeboende borgere bliver bedt om at preppe til tre dage, er det derfor ikke fordi, vi ikke har et beredskab.

Det er fordi, beredskabet i den akutte fase af en krise skal kunne prioritere de allermest sårbare – eksempelvis plejehjem og hospitaler – og vi andre skal derfor aflaste beredskabet ved at klare os selv.

Planen skal ligge klar

Det er væsentlig sværere at hjælpe sårbare, end det er at hjælpe raske.

I mit eget hjem kan jeg eksempelvis tænde for stearinlysene og den batteridrevne radio, spise knækbrød og tage en ekstra trøje på, hvis strømmen og varmeforsyningen bliver afbrudt.

På et plejehjem er en strømafbrydelse ikke bare en mindre irritation, men har betydning for alt lige fra medicinsk udstyr, til elevatorer, der kan transportere beboere, mad, udstyr mellem etagerne og medicin på køl.

For slet ikke at tale om adgangen til vigtige data om beboerne i de elektroniske journaler i løbet af krisen.

Kommunen skal derfor sørge for, at der er en plan for, hvordan plejehjemmet kan fungere under et strømsvigt (og andre kriser) – eksempelvis med en generator til nødstrøm eller lignende – og at plejehjemsledelsen kender den og kan fortælle personale, beboere og pårørende om den.

{{toplink}}

Pårørende kan sjældent træde til

Men har de pårørende ikke en pligt til at hjælpe?

Det lyder besnærende at kræve, at pårørende skal tage ansvar for familiemedlemmer på plejehjem i en krise. Men i virkelighedens lavpraktiske verden er det helt urealistisk.

Hvis der eksempelvis er skybrud, voldsom snestorm eller andre naturkatastrofer, vil pårørende typisk slet ikke kunne nå frem til plejehjemmet.

Der er en grund til, at politiet fraråder udkørsel når elementerne rigtigt tager fat.

Det er en professionel opgave at begive sig ud i voldsomt vejr, der ofte også kræver professionelt udstyr, eksempelvis hærens bæltekøretøjer, når sneen lukker vejene.

For det andet har pårørende ikke udstyr eller indsigt til at kunne hjælpe.

Hvis der er e-coli i drikkevandet, er der brug for beredskabets vandtankvogne, ikke behjertede børnebørn med halvliters flasker.

Pårørende har heller ingen muligheder for at genskabe strøm, tilgå it-systemer eller evakuere syge ældre på en sikker måde.

Beredskab kræver investeringer

Vi har i Danmark et godt beredskab, og igen og igen beviser de deres værd. Vi kan desværre nok forvente, at vi får mere brug for dem i fremtiden.

Mere voldsomt vejr, hybridkrig fra fremmede magter, der kan ramme vores infrastruktur, og risikoen for storkrig i Europa øger behovet for et solidt beredskab.

Ofte hører vi kun om beredskabet, når noget ikke har fungeret, som hvis folk har siddet længe i deres biler i snestorm, når vandmasserne fra oven, åer eller havet har oversvømmet byer, eller når drikkevandet i et område er forurenet.

Hver gang lærer beredskaberne af situationen, så de kan gøre det bedre næste gang.

Men de skal have de rigtige rammer og det rigtige udstyr.

Det kræver investeringer, både i selve beredskaberne men også i beredskabskommunikationen, så vi alle sammen ved hvad der forventes af os i en krise – og hvad vi kan forvente, at beredskabet har styr på.

{{toplink}}

debat@altinget.dk