Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Brosbøl: For tidligt at tale om Kommissionens rent luft-direktiv

SVAR: Enhedslisten undrer sig over, at Kommissionen vil trække et direktivforslag, der skal sikre renere luft tilbage. Men ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har Kommissionen endnu ikke færdiggjort sin liste over forslag, der skal trækkes tilbage. Regeringen kan ikke forholde sig til listen, før Kommissionen har fremlagt den.

Minister: Lande kan sige nej til GMO

SVAR: Danmark støtter EU-medlemslandenes ret til selv at afgøre, om de ønsker dyrkning af GMO på deres territorium. Det forklarer miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der derfor ikke ser noget problem i, at en medlemsstat via Kommissionen kan anmode om at blive geografisk undtaget fra en virksomheds ansøgning om dyrkning af GMO.

Heunicke sender spørgsmål om EU-dom og Vejle Fjord tilbage til spørger

SVAR: Venstre vil vide, om en ny dom fra EU-domstolen om Natura 2000-områder, ændrer ved arbejdet med en togbroforbindelse over Vejle Fjord. Besvarelsen kræver ifølge transportminister Magnus Heunicke (S), at der indhentes bidrag fra projektets VVM-myndighed. Derfor skal spørgsmålet stilles på ny som udvalgsspørgsmål.

Sareen: Vi støtter ikke EU-forslag om kvindekvoter

SVAR: Regeringen støtter i overensstemmelse med det mandat, der er givet i Folketingets Europaudvalg, ikke det forslag om en mere ligelig kønsfordeling i børsnoterede selskabers bestyrelser, som Kommissionen har fremlagt. Samtidig vil regeringen holde Folketinget orienteret om sagens udvikling, forklarer socialminister Manu Sareen (R).

Udviklingsministeren: Tæt samarbejde med EU om Swaziland

SVAR: Danmark følger med udviklingsminister Mogens Jensens (S) ord situationen vedrørende frihedsrettigheder i Swaziland gennem EU-delegationen i Mbabane. På specifik anmodning fra den danske ambassadør i Pretoria tog EU-ambassadøren en konkret sag om fængslede politiske aktivister op med Swazilands myndigheder.

Antallet af EU-borgere på kontanthjælp stiger

SVAR: Ifølge beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) er antallet af EU/EØS-statsborgere, der har modtaget kontanthjælp, steget fra knap 4.100 fuldtidspersoner i 2011 til ca. 4.900 fuldtidspersoner i 2013. Til sammenligning er det samlede antal kontanthjælpsmodtagere steget med knap 20.000 fuldtidspersoner i perioden 2011 til 2013.

Frederiksen om køre-hviletidsregler: Følger EU-forordning

SVAR: Venstre ser kritisk på de udgifter, der er forbundet med at blive omfattet af køre-hviletidsbestemmelserne. Men ifølge justitsminister Mette Frederiksen (S), så følger reglerne om køre- og hviletid af EU-forordninger herom. Mulighederne for at fastsætte nationale undtagelser fra reglerne, er fuldt ud gennemført i dansk ret, lyder det fra ministeren.